KunstOnlineButik.dk - Kunst, malerier, litografier mm.
Kunsthistorie 1870-1905

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010


Pierre-Auguste Renoir
Født 1841 Limoges, Frankrig; død 1919 Cagnes-sur-Mer

Renoir er måske den populæreste af impressionisterne. Han er især berømt for sine smukke og sorgløse motiver. Han malede menneskefiguren og priste kvinders store skønhed.

I 1854-58 arbejdede Renoir som porcelænsmaler og blev fortrolig med håndværket og farverne. Han lærte samtidig af de gamle mestre på museerne.
I 1862 studerede han på École des Beaux-Arts og i 1863 blev han i en kort tid elev hos den schweisiske maler Charles Gleyre, hvor han mødte Monet, Sisley og Bazille. I 1864 debuterede Renoir på Salonen i Paris.
Fra omkring 1867 arbejdede han som friluftsmaler i Barbizon sammen med vennerne og kom særlig tæt på Monet, og få år senere udvikledes det impressionistiske maleri. I 1874 deltog Renoir i den første impressionistudstilling sammen med Monet, Pissarro, Morisot, Degas, Sisley, Boudin og Cézanne. Udstillingen blev afholdt i fotograf Nadars atelier i 35 boulevard des Capucines i Paris. Renoir deltog i impressionistudstillingerne indtil 1877.
I 1881 foretog han sin første af hans talrige rejser til Italien.
I perioden 1881-85 arbejdede han i en klassisk stil inspireret af renæssancens store mestre. Denne periode blev kaldt for Renoirs strenge periode. Fra omkring 1885 udviklede han en blødere stil og motivkredsen var hovedsagelig kvindefiguren, nøgne som påklædte.

Renoir levede længe nok til at opleve sin egen verdensberømmelse. Som ældre led han af sygdommen reumatisme og måtte de sidste år bruge en kørestol. Han arbejdede alligevel flittigt til det sidste og skabte bl.a. mesterværket Les baigneuses i 1918-19, samt flere skulpturer, assisteret af unge kunstnere.
Renoirs søn, filminstruktøren Jean Renoir udgav sin fars biografi i 1962.