Privatlivspolitik
Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier

Kunsthistorie 1870-1905

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010


<
Kunstnerindeks
Gustav Klimt
Født 1862 Wien, Østrig; død 1918 Wien

Gustav Klimt var den centrale skikkelse i Art Nouveau bevægelsen i Wien og han fik stor betydning for den efterfølgende generation af store østrigske malere som Oskar Kokoschka og Egon Schiele.

Klimt blev uddannet på Wiener Kunstgewerbeschule i 1876-82 og fuldendte Hans Makarts monumentaludsmykning i Kunsthistorisches Museum Wien efter dennes død i 1884. Klimt arbejdede som succesrig udsmykningsmaler i årene 1884–90 indtil han blev tiltrukket af avantgardens nye retninger Symbolisme og Art Nouveau.

I 1894 modtog han bestilling fra forskellige fakulteter på universitetet i Wien. Klimt udførte tre allegoriske billeder i en ny og dristig stil: Filosofi 1899-1907, Medicin 1900-1901 og Jura, som aldrig blev fuldført. Billederne blev genstand for voldsom kritik og foragelse og blev kaldt for pornografiske. Klimt opgav bestillingen og udførte herefter udelukkende opgaver for private kunder.
Alle tre billeder blev ødelagt under krigen i 1945.

I 1897 var han medstiftende medlem af Wiener Secession, som han også var formand for i perioden 1897-99. Forinden havde han meldt sig ud af Wiens kunstnerforbund i protest over organisationens konservative holdning.
I 1903 besøgte han Ravenna i Italien, hvor han studerede de klassiske mosaikker, som fik stor indflydelse på hans kunstneriske stil.
Årene 1901-1918 er kunstnerens gyldne periode. Her malede han sine mange kendte allegoriske og mytologiske værker i en dekorativ og sensuel stil med kvindefigurer og komplekse mønstre, samt blomster- og landskabsbilleder inspireret af Vincent van Gogh og Georges Seurats pointillistiske stil.
Blandt hans mesterværker hører Judith I, 1901 (Österreichische Galerie, Wien); Beethoven-frisen, 1902 (Secession, Wien); Portræt af Emilie Flöge, 1903 (Kunsthistorisches Museum Wien); Portræt af Adele Bloch-Bauer I, 1904-07 (Neue Galerie New York); Kysset, 1907-08 (Österreichisches Galerie Wien); Mäda Primavesi, 1912 (Metropolitan Museum of Art, New York); Danserinden, 1916-18 (Neue Galerie New York).

Gustav Klimts berømte portræt af Adele Bloch-Bauer I, 138 x 138 cm, fra 1904-07 blev i juni 2006 solgt for 135 millioner dollars (800 millioner kroner), det største beløb nogensinde for et maleri. Køberen var den amerikanske kosmetik-magnat Ronald S. Lauder, som straks skænkede maleriet til Neue Galerie New York.