KunstOnline.dk - Portr�t � Erik Steffensen

Erik Steffensen Foto: Ditte Bjerregaard Interview ved Flemming Jespersen, KunstOnline.dk
Du virker som fotograf, maler, forfatter, kunstanmelder, foredragsholder, udstillingstilrettelægger og siden 1998 som professor på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Men fotografiet er dit foretrukne medie som billedkunstner. Hvorfor valgte du fotografi, og hvornår startede din interesse for dette medie? Jeg udkom sidste år med erindringsbogen Valbyengelsk hvor jeg lidt kommer ind på min personlige baggrund, hvor fotografiet på en eller anden måde altid har spillet en stor rolle, fordi min mor købte et kamera for sin første løn, da hun var ung pige i huset. Det var tyve år, førend jeg blev født men de familiebilleder er altså min første kontakt til et fotografisk stof som jeg altid har holdt meget af. Man danner sig måske en identitet op ad sådan nogle små firkanter, man både genkender noget og forestiller sig noget, og det er den basale oplevelse jeg stadig får med fotografiet. Det kunstneriske fotografi er egentlig det samme, men jeg købte et forstørrelsesapparat og begyndte at lave billeder selv, da jeg var 16-17 år, og jeg begyndte at komponere virkelighedsudsnit og prøve muligheder af. Jeg har virkelig lavet mange ruller film og mange små grå firkanter. Nu er billederne så begyndt at blive større og mere faste i kødet.
Good Morning Tokyo, 2004 C-print på papir, 120 x 180 cm
Inside the Temple, Kyoto, 2004 C-print på papir, 100 x 250 cm
Din motivkreds har været mangesidet, fra finkulturens billeder til trivialkulturens, fra Rodin til Anders And. Handler det om kunst og ikke kunst? Det interesserer mig ikke så meget at skelne mellem fin- og massekulturens billeder. Kunst interesserer mig også, når det ligner ikke-kunst. En kunstner kan lave billeder ud af alt muligt stof, det kan være lige godt alt sammen, ligesom der ikke er forskel på Kongens Nytorv og Valby Langgade. Den ene er ikke finere end den anden i kunstens virkelighed. Men ejendomsværdien kan godt være højere det ene sted, ligesom Rodin kan være i højere kurs end Anders And. Jeg brugte de dér forbilleder eller elementer for at komme så vidt omkring i min entreprenante kunstvirksomhed som muligt. Nu falder nogle af emnerne naturligt nok fra. Nu har jeg brugt det felt op, og der er blevet plads til noget andet nede i gryden. Men farverne, figurerne og stemningerne fra de tidligere billeder kan nemt genfindes i de nye, tror jeg. Det handler om at være modtagelig som beskuer og rimelig fordomsfri. Man skal da have lov at have lidt Andeby-tid engang imellem selvom Hammershøi kommer til the.
Rodin, 1994 Fotografi, 24 cm x 18 cm
I de senere år har du været optaget af landskabsbilleder fra dine rejser i bl.a. Grønland og USA. På den aktuelle udstilling hos Galleri Bo Bjerggaard viser du nye fotografier fra en rejse i Japan og Kina. Fortæl om landskabsfotografierne og de nye fotografier fra Japan og Kina. Landskaber er noget man bærer i sig, har jeg vist skrevet et sted. Det finder man ud af, når man rejser langt væk. Der er linjer og kompositoriske elementer der fremkalder noget i én, når man er ude omkring. Det tog jeg med hjem fra Grønland og USA, så vrider jeg nye horisonter frem i farvefotoet, forsøger at åbne et nyt billede af det samme rum for mig selv. Sommetider bliver det ret weird sommetider ret enkelt og gammeldaws. Jeg har skrevet om den personlige baggrund for de seneste Amerika-billeder i Valbyengelsk-bogen, det er jo også noget indre der skal vækkes, billeder er ikke bare facade for mit vedkommende. Med Kina og Japan synes jeg, at jeg er kommet længere ind end nogensinde før. Selv om destinationerne umiddelbart ligger langt væk, ligner det Hammershøi eller Steffensen, hvis jeg må være så fri. Uanset hvor jeg vender mig hen drejer det sig om at udvikle et spirituelt billede. Det er svært, når billedet forestiller en abekat. Men jeg føler, at jeg er kommet hjem i disse værker. Jeg hviler i dem.
Kairo, 2001 C-print på papir, 70 cm x 110 cm
Pantheon, 2002 C-print på papir, 100 cm x 200 cm
I din bog fra 1999 Huler & udgange skriver du om nogle kunstnere, som du beundrer. Fortæl om dine inspirationskilder og om den kunst og de kunstnere, som betyder mest for dig. Den bog er min første litterære bedrift, der kan regnes som forløber for min selvbiografiske gyldendalbog Valbyengelsk. Jeg har skrevet meget, og alle mine tekster betaler af på den taknemmelighedsgæld, jeg har til kunsten. Mine dagbogagtige tekster fra mine kataloger kan også regnes som litterære, men Huler og udgange er ikke blot brudstykker eller digtagtige iagttagelser over en periode den er mere fuldendt og indeholder et kunstsyn. En romantisk åre kombineret med det mere personlige og biografiske. Men man kan ikke tale om, at det netop bare er disse kunstnere jeg interesserer mig for, altså Caspar David Friedrich, August Strindberg, Jackson Pollock, koryfæerne. Min kunst begyndte først at udvikle sig, da jeg fik øjnene op for traditionens betydning, og det var gennem Auguste Rodin, at tingene virkelig kom i skred. Jeg var besat af hans skulpturer på Glyptoteket og gik på tegnehold der, men også i atelieret malede jeg store Rodin kompositioner, som dog aldrig nåede gennem censuren på KE, eller hvor jeg nu sendte dem hen. Det var før akademiet, hvor jeg kom ind som gammel mand i 1986, jeg var 25 år ligesom Tal R, Jesper Christiansen og Kehnet Nielsen og hvad alle de andre sene startere nu har heddet. Det er godt med lidt ballast, lidt eksploderende ubehjælpsomhed og til min historie hører altså denne tradition. Dansk kunst betød uendeligt for mig, for det kunne jeg se rundt omkring jeg lærte kunsten at kende gennem hvad jeg så, jeg er ikke så abstrakt anlagt. Jeg så Erik Hoppe og korresponderede per brev med Per Kirkeby, fordi de mindede om hinanden, det samme gjaldt Preben Hornung og amerikansk og kinesisk kunst, det gjaldt om at få udvidet begreberne, gå til kilderne og til vaflerne med det samme. Jeg har senere tegnet van Gogh af, ikke bare som hommage og kopi eller appropriation, men for at få erfaringen mellem køkkenhaven og de beskedne motiver og den ånd, van Goghs værk må være skabt i. Jeg er optaget af ånd, forstået på den sene Wittgensteins måde at anskue tingene på. Man må skabe noget i en form for ånd, der må være noget stort på færde, noget hengivent. Det største skal gå ind i det mindste, man sidder og roder med. Også Tarkowski er inde på dette med sine film. Det var min dannelse, forbilledernes tale filosofisk, malerisk, fotografisk og forfattermæssigt men jeg er ikke teoretiker. Jeg kan kun lide kilderne, kunstnernes egne udsagn. Der springer ånden renest. Man mærker suset.
Train 1, 2002 C-print på papir, 60 cm x 45 cm
Steamtrain, 2002 C-print på papir, 120 cm x 80 cm
Du har mange bolde i luften. Som billedkunstner arbejder du med foto, maleri og grafik, som forfatter skriver du ikke alene om billedkunstnere, men også om plakatkunst og dansk design. Hvad får dig til at engagere dig så bredt? For at holde verden ud må man lære at være i den. Og verden indeholder mangfoldige ting. Vin, kvinder og sang. Jeg interesserer mig for det hele. Jeg drømmer en stor drøm om at være et helt menneske, et rigtigt menneske, jeg kan ikke bare specialisere mig i en niche, alt er forbundne kar. I øjeblikket korresponderer jeg med BBC, der laver et program om Hammershøi hvis jeg ikke havde turdet at vise min uforbeholdne beundring og kærlighed til Hammershøis arbejde og endda lave egne værker omkring emnet og besøge de mennesker, der har været i forbindelse med Hammershøis verden, familie og den slags, kunne jeg næppe tale med om noget som helst. Men når man har siddet i Hammershøis sofa og drukket af hans porcelæn, føler jeg, at arbejdet er gjort ordentligt. Jeg har tidligere i forbindelse med en bog jeg skrev om Asger Jorn beskrevet mit arbejde som method acting, altså en skuespiller der lærer en rolle ved at tilegne sig figuren totalt, tage på i vægt som Robert de Niro i Raging Bull eller gro et skæg som Jorn gjorde, da han skulle ligne Marx på en af sine bogforsider. Men en skuespiller er også kunstner, og en kunstner er også menneske, hvilket overrasker de fleste der blot forveksler mit arbejde med overflade og æstetisk design. Mange ser det som roller og facader, disse mange boldgader jeg færdes i, men jeg er blot et menneske med en professionel tilgang til mit fag. Jeg arbejder i denne forstand virkeligt hårdt. Den 31. december løb jeg maraton med mine studerende på Amager. Vi så og mærkede landskabet. Den 2. januar, det var vist om søndagen, tog jeg på Interrail med tretten af mine studerende for at se akademier og museer på en klassisk dannelsesrejse Tyskland, Schweiz og Østrig. Jeg skal kunne meget. Plakatkunst og dansk design betyder noget for mig, for jeg har street artists blandt mine studerende, men der er også noget menneskeligt spændende ved at stå på Kon-ti-ki Bar i Zürich i en islandsk stormønstret sweater og blive belært som den ældste blandt tohundrede bargængere om forskellen på death-, dome-, black- og heavymetal musik. Jeg nyder livet. Og er til tider meget træt.
Street Lamp, 2004 C-print på papir, 120 x 80 cm
China Blue, 2004 C-print på papir, 100 x 200 cm
Som professor på Kunstakademiet har du nær kontakt til den nye generation. Hvad interesserer de unge i dag? Skraldemad man finder bag supermarkeder. Og ting der udstråler energi. De er romantikere. Hvis jeg viser dem et billede af Alice Cooper, tror jeg det vil interessere dem. Eller Annika med slangen. Den nye generation forventer jeg mig alt af det er payback time. Alt det seriøse og traditionens store værker lister sig også ind i hjernebarken på dem. En graffiti-maler sagde således til mig, at han syntes, nogle skulpturer var fede og overlækre han havde lyst til at slikke på deres overflader. Det var Tony Craggs. Han var også vildt begejstret for nogle store gummirotter. Det var Katharina Fritsch. Jeg spurgte så, om han havde tænkt over at det var de to mest eksklusivt forarbejdede genstande i hele museet, sådan nogle som han ellers gik og malede på, hvis det var DSB, der ejede dem. Det havde han ikke. Værdier interesserer ikke de unge, førend det bliver levendegjort, hvad en værdi er. Ting er værdiløse, men mennesker skaber værdier omkring sig for at kunne udvikle for eksempel kunst. Hvis kunst har mening, hvorfor så ikke bare smide kunsten ud og beholde meningen? Sådan tænker dem, der ikke tør sætte skønheden på dagsordenen. Skønheden i skraldemaden. I tingene, værkerne. Og i livet.
Mongolian Singer (bronze), 2004 C-print på papir, 180 x 120 cm
Monkey, 2004 C-print på papir, 120 x 120 cm
Hvordan ser fremtidsudsigterne ud for billedkunstnere? Hvad betyder alliancen kunst/erhverv for den frie kunst? Hvis du er ved at dø, hvis du befinder dig i en mørk tunnel og ser et hvidt lys for enden, så gå endelig ikke i dén retning! Kunst er et eksistentielt anliggende, som ikke kan måles og vejes. Men kunstværkerne går på markedets vilkår og skaber derfor omsætning og værdi for nogle. Man må skille den kunstneriske værdi fra markedskræfternes værdisætning. Med den første vil det altid gå dårligt det er det højeste, vi stræber efter som kunstnere, ellers er kunst intet, og hverken Beethoven eller Bach har ringet fornylig, men man har lov at håbe. Hvad angår sidstnævnte, går det rigtigt godt. Kunst er kommet på alles læber blandt andet hjulpet af min generations kunstnere, der har lettere ved at tilpasse sig tidligere generationer virker af og til lidt anakronistiske, man er socio-politiske, men sælger til hvem som helst og helst borgerlige erhvervsmænd, der har råd. Min generation er de første der ikke agerer som om vi var medlem af et forlorent fællesskab eller en kunstnersammenslutning derfor kan vi tillade os at være det. Nemli´ja, ingen problem, som trommeslager Kåre siger i Drengene fra Angora. De nye generationer vil have det endnu bedre. For de behøver ikke engang at tilpasse sig noget, hverken institutioner eller marked. De er en del af det, ligesom Danmark er en del af Europa og EU, hvilket en del endnu ikke har erkendt den fulde betydning af.
American Car, 2003 C-print på papir, 100 cm x 300 cm