|
|
|
|
af Mai Misfeldt
|
Eva Koch er uddannet billedhugger, og uanset hvilket medie hun arbejder i, er det rumlige aspekt hendes udgangspunkt. Uanset hvilket medie, ja, for Eva Koch hører til de nyskabende billedhuggere, der lige så vel kan arbejde med lyd og lys, som de kan arbejde med den store konkrete form i bronze. Eva Kochs produktion spænder vidt. Fra næsten forsvindende værker som lydinstallationen MTG, Mind the Gap, i 1994, til Danmarks største skulptur, Lyshøjen ved Esbjerg, skabt fra 1994 til 2001 i samarbejde med landskabsarkitekten Steen Høyer.
|
Eva Koch. Fotograf: Rigmor Mydtskov
|
Earthsculpture. Fotograf: Torben Christensen
|
Umiddelbart kan det tage sig meget forskelligt ud: Fra ren lyd til 800.000 kubikmeter jord. Men ved nærmere øjesyn viser det sig, at Eva Kochs arbejder følger de samme røde tråde, og at de tilsammen tegner et billede af en sjældent selvstændig kunstner, som hele vejen har været tro mod sit eget projekt og forholdt sig lige nysgerrigt og undersøgende til det, uanset om det har været igennem den ydmyge diasfremvisers klikkende billeder eller bronzens tunge krop. Det klare fokus på det egne projekt og evnen til samtidig at åbne op og samarbejde med andre, fra landskabsarkitekter til lydteknikere og klippere, gør, at Eva Kochs værk fremstår som et af de mest overbevisende blandt danske samtidskunstnere.
For at forstå Eva Kochs greb kunne man bruge betegnelsen zoom. I de store skulpturelle værker som skulpturen i Skanderborg, 1998, der kommer til syne og forsvinder igen i 5 dele i en 300 meter lang bevægelse og Danmarks største skulptur Lyshøjen ved Esbjerg har hun valgt at zoome ud: At se tingene som de kunne være set langt ude fra, hvor det man ser kun er en del af det hele, mens størstedelen findes skjult, som en forestilling om det, der afslutter formen og dermed fuldender skulpturen. I sit seneste store projekt; den interaktive videoinstallation Villar, har hun valgt at zoome helt ind. Helt ind til kernen i hendes spanske families historie. En historie som på én gang er så smertelig, lykkelig og skæbnesvanger, at det har taget lang tid før Eva Koch havde fået distancen og den kunstneriske vinkel på, hvordan den kunne skildres.
|
Skanderborg, Skulptur. Fotograf Ole Schmidt
|
|
I Villar, som Eva Koch udstillede på biennalen i Venedig i 2003, foretager hun for første gang det store zoom helt ind på det enkelte menneske og dets unikke og dog almene fortælling. I de foregående videoværker har man mærket løftet om de uanede potentielle fortællinger som hvert passerende menneske indeholder, men fortællingerne har fået lov at blive i bevægelsen, i blikket, hvorudfra vi som beskuere kun har kunnet gisne.
|
Villar, groundmode. Fotograf: Peder Hildor
|
|
|
|
I tiden lige før den spanske borgerkrig levede Eva Kochs mors familie i den lille by Villar del Cobo i nærheden af Teruel. Moderen, Eva Kochs biologiske mormor, Manuela Martinez Lopez mistede sin mand og stod alene med fire børn. Sygdom nødvendiggjorde at hun måtte sende to børn, datteren Cristobalina og sønnen Ernesto, væk til et børnehjem i den nærliggende by Teruel. Men så kom krigen i 1936 og inden hun nåede at hente børnene hjem, var det umuligt for hende at få kontakt med dem. Cristobalina endte, uden moderens viden, med at blive adopteret af en norsk nødhjælpsarbejder, idealisten og menneskeretsforkæmperen Nini Haslund Gleditch. Først i 1962 blev familien, ved tilfældets mellemkomst, genforenet, og Eva Kochs mor genså den mor, hun ikke havde set siden hun var en ganske lille pige, og nu ikke engang delte sprog med længere.
|
Villar del Cobo 1962. Fotograf: Jens Koch
|
|
|
Eva Koch har i sin videoinstallation Villar, og i den interaktive DVD Manuelas børn, genfortalt historien. En personlig historie, men også en almen historie om adskillelse, smerte, sorg, svig, længsel, skuffelser, håb, genforening og tiden der lægger sig mellem mennesker. Hun har gjort det ved at lade de involverede nulevende familiemedlemmer få stemme. Fortælle hvordan de oplevede historien. For historien er jo ikke én fortælling, men manges. Og som beskueren langsomt fornemmer, er der altid flere sandheder. I Eva Kochs projekt væver nutiden og fortiden sig sammen. Det er fortiden, der fortælles frem, men nutiden former erindringen. Det er ikke en dokumentar fortalt fra én vinkel frem mod et mål. Det er derimod en lang række af fragmenter og erindringer, båret af de enkelte mennesker og deres helt unikke væsen og måde at opleve på, som vi selv, via den interaktive dimension, er med til at kalde frem.
”Jeg ønskede at Villar skulle være som livet, tæt på og kompliceret på samme tid” sådan sammenfatter Eva Koch selv bestræbelsen i dette værk, som både personligt og konkret har været en stor og årelang kraftanstrengelse at fuldføre.
|
Villar, Cristobalina. Fotograf ukendt
Villar, Manuela med sine 3 børn. Fotograf ukendt
|
|
Mødet mellem beskuer og værk er centralt i Eva Kochs arbejde. En del af det at opleve kunst handler om en kropslig respons, et sanseligt sprog, som ligger ud over og som supplerer den intellektuelle perception. Følelsen af at blive fysisk involveret, berørt, henvendt til, er altid et element i oplevelsen af Eva Kochs værker.
|
Blocade, 1989. Fotograf: Niels Grønlykke
|
|
I helt konkret forstand i Blocade i 1989, der bogstavelig talt spærrede vejen for én, eller i den lange vandring op på Lyshøjen. I en lang række værker arbejder Eva Koch med halvkuglen eller punktet. Det gælder i største forstand Lyshøjen, men i mindre format genfinder man formen f.eks. i skulpturen NineNow, i Kongens Have i Odense, 1993.
|
NineNow, 1994. Fotograf: Lone Mengel
|
|
Skulpturen består af ni bronzefigurer der som halvkugler har skudt sig op gennem jorden. I et tilfældigt genereret system kommer der med jævne mellemrum et ”NU” fra de enkelte kugler, sagt på ni forskellige sprog. Det er ikke kun børn, der ikke kan lade være med at hoppe fra punkt til punkt for at fange eller følge de evigt undslippende nu’er. Skulpturen med de ni nu-punkter er også karakteristisk, fordi den involverer lyd, som Eva Koch har arbejdet med i flere værker. Lyd er også en måde at skabe rum på, og med lyden kommer også det tidslige aspekt ind i værket.
|
MTG, 1994. Fotograf: Simon Lautrop
|
|
|
Det mest konsekvente lydværk er MTG, Mind The Gap, fra 1994, som var en lydinstallation i en af de små pavilloner ved Kongens Have i Kbh. Her var den konkrete form fraværende, kun lyden dannede rum. Lyden var tale, som handlede om rejsen og det nomadiske menneske.
Rejsen er en anden af de røde tråde, der snor sig gennem Eva Kochs værk, og som på mange måder finder sit endelige mål i Villar. Eva Koch har altid selv rejst meget; fra barndommens tid på Færøerne, ungdommens lange ophold i England og voksenlivets konstante rejser til storbyer verden over, samt ikke mindst de mange rejser til Spanien. Det er ikke turistrejsen Eva Koch fortæller om i sine værker, men derimod rejsen som et billedligt begreb. Et billede på livet og et billede på menneskets vilkår, hvor vi evigt rejser mod, men også fra og forbi hinanden.
|
Transit, sammen med Steen A.B. Høyer,1997. Fotograf, Planetfoto
|
I installationen Transit fra 1997 ser vi mennesker i bevægelse fra det ene punkt til det andet, mennesket fanget i overgangen, passagen, passivt transporteret på et rullebånd; hvorfra og hvortil ved vi ikke.
Samme fokus på overgangen eller passagen genfindes i videoen NoMad fra 1998, hvor vi ser en række indisk udseende mennesker vandre ad en lang broformation, der gang på gang overskylles af det omgivende hav. Vi ser ikke hvor menneskene kommer fra, heller ikke målet for deres trodsige færd, vi ser dem kun undervejs. I det mellemrum som, når man zoomer ind, også er et rum.
|
NoMad, 1998. Fotograf: David Borthwick
|
|
I videoinstallationen In the Interrim, I mellemrummet, som er optaget i Peterskirken i Rom, zoomer Eva Koch helt ind på mellemrummet, på det rum vi selv går i, når vi er hensat i egne tanker eller gøremål. Igen er det mennesker, opslugt af deres egen færd, deres egne tanker og for os uigennemskuelige planer og motiver vi ser. I dette tilfælde som religiøse søgende eller som turister. Og fordi vi selv står roligt foran skærmen, får deres ansigter og blikke lige med et en betydning, de folder sig ud for os, og vi fornemmer det store potentiale af fortællinger, de hver især bærer rundt på.
|
crowds.looking. Fotograf: Planetfoto
|
|
Rejsen og mødet med mennesket er også på både alvorlig og humoristisk vis temaet i videoinstallationen Crowds, fra 1997. Eva Koch har stillet sit kamera op i tre forskellige storbyer; Jerusalem, Bombay og Hong Kong og fra en fast position helt enkelt ladet det registrere et gadebillede. Mennesker passerer forbi, de fleste hastigt og undvigende kameraet, men i Bombay går de tæt på. Her er ingen angst for kameraets autoritet, tværtimod bliver dets position fra at være noget, der optager og dokumenterer envejs med ét vendt om til en mulighed for kommunikation. Pludselig mødes man af et par afkrævende brune øjne: Hvem er du, der står der og ser? synes de at spørge. Grebet er enkelt, virkningen stor. Hver eneste dag passerer vi andre mennesker uden at tænke over hvem de er, hvad de skal og hvor de kommer fra. Når vi selv er i bevægelse, er de bare en del af det store bevægede rum, vi sammen danner. Men foran skærmen står vi stille og ser pludselig. Vi føler os samtidig beskyttet bag det filter som lærredet eller skærmen udgør. Indtil altså disse øjne bryder ind og kaster spørgsmålet lige tilbage i hovedet på os selv.
|
Crowds, 1997. Fotograf: Planetfoto
Crowds. Fotograf: Planetfoto
|
|
Det konfronterende møde genfindes i Villar. I installationen er vi omgivet af 6 meterhøje projektioner. Hver med sit menneske, der roligt og afventende betragter os, som vi betragter dem. Vi skal selv tage et skridt, berøre det interaktive felt, med andre ord henvende os, for at hver enkelt af de 6 mennesker fortæller et brudstykke af sin historie. Bringer det latente til nærvær. Eva Kochs norske mormor, Nini Haslund Gleditch skrev en selvbiografi med titlen Vær utålmodig menneske! Og på mange måder må man sige, at Eva Koch har levet op til dette valgord. Hun har ikke sat sig ned og ventet på, at verden skulle komme til hende, hun er kommet til verden, nysgerrigt, undersøgende, afkrævende svar og gåder.
|
Nini Haslund Gleditsch/ Portræt af en kvinde, 1996. Fotograf: Planetfoto
|
|
|
|
