|
|
| Portræt - Lisa Rosenmeier |
|
af Mai Misfeldt,
Cand.mag. kritiker
ved Berlingske Tidende
|
Lisa Rosenmeier
|
Tidsbilleder - tidsrum
I - Rum, tid og erindring
Lisa Rosenmeier er en af de danske kunstnere, der mest konsekvent er flyttet ind i de uendeligt mange rum, computeren og Internettet har åbnet. Computeren (og tilføjer jeg, Internettet) er, som Umberto Eco har påpeget, proustiansk. Den tillader én, også syntaktisk, at afspejle alle mulige modsætninger. Hos Lisa Rosenmeier handler det ikke om computerkunst, men om kunst situeret i computerens rum kombineret med kunst i det fysiske rum. Sammenlagt må værket betragtes som en udvidet skulptur, hvor det konkrete rum er soklen, der bærer en konstant knopskydende vækst. Med en på en gang eksistentiel og konkret forskende og samtidig poetisk sanselig tilgang sætter Lisa Rosenmeier gennem alle sine værker fokus på forestillingen om identitet. Hvad er det at være et menneske? At eksistere som en kropslig, biologisk væren, men også som et forestillende, fortællende væsen. En eksistens som både får noget givet fra fødslen: Krop og arveanlæg, men som også formes i rum over tid? Ingen af os er statiske, givet til det vi er, fra fødselens første skrig. Et menneskes selvforståelse og identitet dannes netop over tid, i et subtilt spil mellem biologi, psykologi, kultur og samfund. På den vis kan man sige, at et menneskes identitet er en størrelse i evig udvikling og forandring.
|
Vision a memo-substance to be seen in a 100 years from now... 2001
|
En væsentlig faktor i det, vi forstår som identitet udgøres af vores erindring. Den helt personlige sum af tildragelser, som har aflejret sig som en slags mental substans, som enten kan være nærværende i vores bevidsthed, eller som kan genvækkes ved sanselige påvirkninger (den ufrivillige erindring). Erindringen er ikke en fast størrelse, som når vi en gang har dannet den, forbliver den samme. Det er tværtimod en fortællende, digtende eller løgnagtig om man vil, mekanisme, som konstant er i omfortolkning. Din erindring om i går er ikke den samme i dag som i morgen. Menneskets erindring er, som Henri Bergson, den franske tidsfilosof, billedliggør det, at sammenligne med en snebold, hvor der stadigt klæbes nye lag udenpå. Man er aldrig den samme, og således er vor historie, den store erindring, som den opsamles og rekonstrueres over tid i museets store erindringscontainer, heller aldrig den samme, men forskydelig, alt efter som de optikker vi sætter på den, ændres. Lisa Rosenmeiers værk er et fragmenteret værk, der kredser omkring det menneskeliges vilkår. Der er mange forskellige veje gennem værket og mange forskellige værkoplevelser, alt efter hvilken vej man fysisk anlægger gennem museets rum og skærmens vinduer, ligesom de optikker vi anlægger på verdens tegn er i stadig forandring.
|
Konglomerat
Detalje af print på mattefilm 1995
|
II - Baggrund
Lisa Rosenmeier har en bred uddannelsesmæssig baggrund, som gør hende i stand til at arbejde med stoffet indenfor flere kontekster. Hun er født i 1959 og begyndte som 22årig at modtage tegneundervisning på Ny Carlsberg Glyptotek. Her lærte hun at se og registrere, ligesom hun lærte noget om linie, flade og figurers rumlige placering. Fra 1983-1987 gik hun på Skolen for Brugskunst, fordi hun ønskede et udvidet materialekendskab, en fornemmelse for forskellige stofligheder. Hun tog afgang i maleri, og det var interessen for maleriet, som derefter førte hende til Det Kgl. danske Kunstakademi, hvor hun dog hurtigt indså, at det ikke var maleriets flade, der interesserede hende, men en langt bredere, rumligt funderet og mere kontekstuel kunst. På Kunstakademiet styrkede Lisa Rosenmeier også sit teoretiske potentiale ved at tage en cand. phil. i kunstteori og formidling. Hun debuterede i 1988 på Charlottenborgs Forårsudstilling og har siden deltaget i gruppe og separatudstillinger på museer i ind- og udland. I 2003 opholdt hun sig i New York som artist-inresident ved ISCP (International Studio and Curatorial Program). Siden 1997 har Lisa Rosenmeier desuden, sammen med billedkunstnerne Lone Høyer Hansen og Eva Koch, haft firmaet Art of Heart, nu Rosenmeier & Koch & Hansen og sammen har de tre kunstnere udarbejdet flere kunstneriske løsninger til det offentlige rum (se www.artofheart.dk). Lisa Rosenmeier er repræsenteret på flere danske museer.
|
House of Love (mapping the phenomen of Love), 1997-2001 - www.houseoflove.dk
|
III - Metoden
Rosenmeier er en kunstner som arbejder i lange processuelle træk i et forsøg på at opsummere, bearbejde og videregive den viden om verden, som hun finder, ikke ved at se ind, men ved at se ud. Man kunne kalde Lisa Rosenmeier for en verdensvendt og i moderne forstand realistisk kunstner, for det hun vender sig mod i den indledende arbejdsfase er netop verden, sådan som den optegnes og registres i f.eks. forskningens eller historiens rum. Lisa Rosenmeiers værk er også en anerkendelse til forskningen i sig selv, en tilkendegivelse af, at det er vigtigt, at verden hele tiden udvides igennem en spørgende forskning, det være sig på det ene eller det andet felt. Vi bliver fattige, hvis vi ikke stiller spørgsmål. I arbejdet med det indsamlede materiale begynder den kunstneriske proces, hvor tingene finder sammen i nye mønstre, eller pludselig kaster andre betydninger af sig, end de først sete. Lisa Rosenmeier stiller sig ikke op med løsninger, men lader stoffet pege og betyde i flere retninger. Det handler ikke om aha oplevelser, men om spørgsmål, forundring og at åbne værket for aktiv medtænkning. Kunst er en form for sætten fragmenterne i spil, siger Rosenmeier selv. Et typisk Rosenmeier-værk, kunne godt sammenlignes med en encyklopædi, hvor det ene forunderlige opslag henviser (linker) til den andet, der straks får læseren til at reflektere over noget helt tredje, hvis opslag fører tilbage til det første, men med en helt ny vinkel eller betydning! Det er vigtigt for Lisa Rosenmeier, at kunsten skærpes til at kunne fungere som et refleksionsrum, der kan forbinde mennesker med den digitale tidsalder.
De tematikker som Rosenmeier arbejder med, kan kaldes arker for den vestlige kultur. Kærlighed, lykke, idoler, tid, identitet, er alle begreber, som vi i den vestlige kultur har forholdt os til gennem tiden og stadig i høj grad forholder os til nu. Lisa Rosenmeier arbejder med at skabe en form for koncentrater af de forestillinger og billeder, vi gør os omkring disse figurer. Set i en museal kontekst vil Det udstrakte Nu (Memento projects) om 100 år kunne bibringe beskueren en form for tidsdestillat anno 2004.
|
Mirage ved Statue of Liberty, skitse for Creative Time may-august 2003
|
IV - Temaer
Det tematiske og det tværgående er karakteristisk for Lisa Rosenmeiers måde at arbejde på. Fra og med 1994 har Lisa Rosenmeiers fordring til kunsten, på tværs af de mange projekter, handlet om, at udforske, hvem det er, der tegner historien, hvad det er for billeder og forestillinger vi dannes i, og hvordan disse forestillinger virker ind på os. Man kan tale om en kontekstuel griben om verden og værket.
Lisa Rosenmeiers værker er alle af meget omfattende karakter. Hvert værk er et afsæt for en større udforskning, der spinder sig som et net omkring en given problemstilling. I 1995 færdiggjorde hun projektet Konglomerat, som blev vist på Louisiana samme år. Konglomerat var et kæmpe digitalprint, der viste menneskehud ”tatoveret” med familiebilleder. Værket er en visualisering af den ”lille historie”, den personlige familiehistorie, der gennem alle tider har ligget som en uset historie under den ”store” verdenshistorie. Denne historie, familiens, skrives ikke af statsmænd, men af kvinder. Kvinderne, som i øvrigt gennem mange år har været dømt ude af museets rum, og dermed den store kunsthistorie, fortæller familiens historie i fotografialbummene. Det er dem, som samler billederne fra slægten, sætter ind, klipper fra, bortvisker de udenomsfødte børn, og på den måde konstruerer og skaber fortællingen om slægten. Lisa Rosenmeier tog afsæt i sin egen families billeder, set gennem mormor, mor og datter, og iscenesatte billederne som tatoveringer på huden. Huden fordi det er i kroppen, erindringen lagres, og det er gennem kropslige sansninger, at erindringen kan genopvækkes. Konglomerat indleder den undersøgelse af tid og personlig erindring, som det senere projekt Vision for alvor udfolder.
|
Mirage ved Statue of Liberty, skitse for Creative Time may-august 2003
|
V - Tema: Kærlighed
Hvad er kærlighed? spørger Rosenmeier, hvad er det for billeder og forestillinger, vi gør os om kærligheden i vores kultur? I projektet House of Love (plotting the field for the unfoldning of a possible love around the year 2000) (et værk påbegyndt i 1997), har Lisa Rosenmeier i en mentalitetshistoriske udforskning samlet eksempler på billeder og ord, brokker af den store kulturelle erindring, som vi bruger til at forstå og håndtere kærlighedsbegrebet med. Projektet faldt i tre faser: Første fase fandt sted i det offentlige rum i København, på en cafe i centrum, hvilket igen gav projektet en metafiktionel ramme, for cafeen er jo netop kærlighedsmødets rum perse, anden fase var en ombrydning af projektet til en museal udstilling (rummet for den kulturelle erindring om menneskets liv og færden), og tredje fase bestod i endnu en ombrydning af værket til et internetprojekt (se www.houseoflove.dk). I House of Love griber Rosenmeier fat i den vestlige kulturs forestillinger om kærligheden i en appropriering og en selvstændig visualisering og kommentering af citater og billeder fra det store verdensvokabular om kærlighedens væsen. Som en anden spion i kærlighedens hus sniger hun sig i dette omfattende projekt rundt i forestillingerne om den store passion. Gennem en række internationale forfattere – Marcel Proust, Roland Barthes, Milan Kundera, som alle har beskæftiget sig indgående med kærlighedens væsen, stiller Lisa Rosenmeier spørgsmål til, hvad drivkraften i den store passion er. Hvordan kan det være, at jeg netop elsker dig og ikke en anden, hvordan kan det være, at der i det ultrakorte øjeblik i mellem jeg ser dig og genkender dig, faktisk er et tomrum? Når du nu er min elskede, hvordan kan det så være, at jeg faktisk ikke genkender din silhuet? Den forelskede er, som Rosenmeier citerer den franske forfatter og teoretiker Roland Barthes for, en kunstner, som skaber sin egen forestilling om den eneste elskede. Og når forestillingen bryder sammen, er det ikke tabet af den elskede, men tabet af selv at være enestående, der er ubærligt (at få såret identiteten som værende elsket og unik). Myten om den eneste ene er en måde at omskabe det tilfældige til det meningsfulde.
Det er i selve kompositionen og sammensætningen, at Lisa Rosenmeiers unikke greb ligger. Ud fra materialet komponerer hun sin egen fortælling, skaber sine egne synteser, som vi kan spejle os i, genkende os i, og fare vild i. I forståelsen af kærligheden er vi overladt til myten. Sandheden om kærligheden findes måske, men slet ikke på nogen form, vi kan gribe den i, vi kan kun forsøge at omkredse kærligheden gennem forskellige myter. Et af de smukkeste rum på udstillingen og på nettet er netop Mytens rum, som Rosenmeiers visualiserer gennem klip fra Bo Wiederbergs film Elvira Madigan, en historie der handler om kærlighed så stærk, at man vælger at gå i døden for den. Myten om Elvira Madigan og Sixten Sparre er netop – en myte. Ingen ved hvad der præcist skjulte sig bag det famøse dobbeltselvmord, og var det mon selvmord for begges vedkommende, eller slet og ret drab fra den enes side? Ingen ved det, men det anfægter ikke myten, som i dag lever videre som billedet på den rene ubesmittede kærligheds uovervindelighed.
|
Det kultiverede liv 1, 1995-97
fotografisk oplæg til billboard til Kulturby Luxenborg 95
|
VI - Tema: Lykken
Ligeså stærk som myten om kærlighedens transcendente natur er myten om lykken. I det vestlige samfund ligger en forestilling om, at mennesket har ret til lykke. Men også, at lykken er noget, vi gennem et eksemplarisk protestantisk liv gør os fortjent til: Lykken står den kække bi, siger vi, eller enhver er sin egen lykkes smed. Men det gælder åbenbart kun, når der er tale om, at folk fra vor egen kultur søger lykken i det fremmede. I dag kommer mange mennesker til de vestlige lande, af samme grund som vi tidligere har rejst ud i det fremmede – for at søge lykken – men denne lykkesøgen, bliver ikke valueret som noget positivt i vores statistikker, men som en trussel. Fra at være noget positivt, et udtryk for menneskers indbyggede trang til at søge det bedste liv, bliver emigrationen set som en fare for den lukkede lykkeboble, vi i den vestlige verden tror at kunne befinde os sikkert i. I 2003 blev Lisa Rosenmeier bedt om at skitsere et projekt til New York. Hun valgte at arbejde med forestillingen om lykke, som netop var det, der engang også drev mange skandinaver til USA, hvor Ellis Island blev det første møde, med landet, som flød med mælk og honning. Projektet, Mirage, som aldrig blev realiseret, består af en enorm flydende kugle på omkring 10 meter i diameter, skabt af glas med en speciel skærm indeni, som muliggør en videotransmission.
Videotransmissionen udgøres af sampling af flash-klip fra amerikanske films ”lykkestunder”. Altså alle de myter og klichebilleder, som også er med til at danne forestillingen om USA i vores bevidsthed. Myter eller sande kilder, hvem ved, vil i øvrigt vide, at 70% af Manhattans befolkning er på ”lykkepiller”, en oplysning, der tilføjer Mirage et af de betydningsmæssige twist, som er så typisk for Lisa Rosenmeiers projekter. Via computerstyring bevæger lykkekuglen sig langsomt rundt i en distance på 50-70 meter fra Liberty Island, sådan at den inde fra Manhattan ses som et flimrende fatamorgana. Inde på land er der flere steder lytteposter, hvor en hviskende stemmes beretninger om den flygtige lykke og identitetssøgen i det fremmede, kan høres. Mirage betyder luftspejling eller fata morgana, og som en bristefærdig drøm vil lykkekuglen minde os om menneskets iboende higen efter lykke, ligesom den vil stille spørgsmålstegn til vores klichefyldte billeder af lykken. For er lykken ikke noget helt andet end de amerikanske billeder fortæller? Ligeså uhåndgribelig, som den fjerne skinnende sæbebobleformation i horisonten.
|
Det kultiverede liv 2, 1995-97
fotografisk oplæg til billboard til Luxenborg 95
|
VII - Kunst, vare og reklame
Det er Lisa Rosenmeiers force at udfolde store projekter, som gerne udspiller sig i flere forskellige tilstande, eller igennem flere forskellige medier. Men den anden side af mønten er, at projekterne ikke er lette at omsætte som varen ”kunst” og heller ikke kan realiseres uden en støtte og samarbejde mellem flere instanser I 1995-97 arbejdede Rosenmeier således på projektet Det kultiverede liv, et kunstprojekt om tidens væsen, der primært undersøgte vores kulturs forhold til idoler, deres dannelse og fald, til offerbilleder og syndebukke. Hvad bestemmer hhv. guddommeliggørelse og fald? Projektet var intermediært, og skulle således opbygges som en gådefuld reklamekampagne uden salgbart projekt eller afsender der skulle placere på billboards i det offentlige rum i Luxembourg 95 og København 96, dels i TV, og til allersidst skulle det så dokumenters i det museale rum. Det kultiverede liv blev aldrig færdiggjort, selv om der viste sig international interesse for det, da det viste sig umuligt at finansiere produktionen fra dansk side.
|
Det perfekte Liv
ét ud af 12 billeder til en medie strategi
|
VIII - The Perfect Life
Rosenmeier har tidligere med stor succes brugt reklamen som et kunstnerisk medie, nemlig i The Perfect Life (1992), som var en serie på 12 store fotografiske billboards, der successivt dukkede op på Københavns og Århus Hovedbanegård. Disse billboards der talte et meget tydeligt reklamesprog, var ligeledes uden salgsprodukt og afsender, og skabte stor kreativ forvirring i byrummet og i den offentlige samtale. Man kendte sproget, men pludselig kunne man ikke afkode det. Lisa Rosenmeiers greb var simpelt, men virkningsfuldt. Reklamen er uden tvivl de billeder, som ses af og påvirker flest mennesker, så ved at træde ind i dette sprog, fik Lisa Rosenmeier en helt unik sokkel at stå på. The Perfect Life spurgte os, lige der, midt i nuet, om vores forventninger til det perfekte liv. Hvad er det for billeder vi gør os, hvor er vi selv på vej hen, og hvad er det for billeder reklamen vil sælge os? Billederne var der bare, som en tilsyneladende reklame for et perfekt liv, som imidlertid ikke lod sig læse ud af de ironisk spillende og bevidst fejlbehæftede stiliserede opstillinger. De skabte støj i den vedtagne kommunikation, og fik os til at standse op.
I modsætning til den traditionelle kunst der anser sig selv som en kvalitativ modsætning til reklamens banale sprog, tøver Rosenmeier ikke med at indtage det forkætrede medie. Fordi der i reklamens medie ligger nogen muligheder, som kunsten slet ikke har i dagens samfund. Reklamen kommer ud, den møder os overalt i det offentlige rum, i radio og i tv, overalt får den sine budskaber kommunikeret frem, ofte i et subtilt billedsprog, der har hentet ikke så lidt inspiration hos billedkunsten. Lisa Rosenmeier er kritisk overfor den homogenisering som reklamen taler for, og udfordrer dens entydighed ved at gå ind og bruge det selv samme medie – en bred kommunikation i det offentlige rum – på en langt mere subtil og underfundig måde. Fordi vi så klart ved, hvad vi kan forvente af reklamen, er det et oplagt sted at bryde med forventningerne. At lade kunsten optræde inkognito så at sige. Men med lige så rammende en brod som altid.
|
Det perfekte Liv
Billboards på Københavns Hovedbanegård
|
IX - Død og erindring
Indlejret i vores væren i verden ligger det faktum, at vi skal holde op med at være. Hvad sker der i det øjeblik vi dør, og kan vi gøre os udødelige på anden vis end i de spor vi sætter i vores korte liv? Det er en gåde som måske optager mennesket lige så meget, som det levende liv gør. Installationen og DVD´en Vision – Syn, griber på en meget personlig måde fat i disse store spørgsmål. Vision er første skridt på vejen i den mangesporede undersøgelse af et muligt identitetsbegreb for 2004, som udstillingen Det udstrakte Nu (Memento projects) lægger frem. Vision er en visualisering af den udbredte forestilling, at i dødsøjeblikket passerer hele vores liv revy, kombineret med et tableau, som billedligør den forskertese, at det en gang i den nære fremtid vil være muligt at uddrage en erindringssubstans af den menneskelige hjerne, nedfrosset i dødsøjeblikket. Tænk hvad man i dag ville have givet for at kunne se forrige tiders menneskers erindringer. Hvilken kulturel og menneskelig skatkiste der ligger i den måske snart potentielle mulighed. Og hvad er livet så, i Rosenmeiers fremstilling? Det består af glimt. Fra barndom, ungdom, voksenliv. Glimt der næsten alle inkluderer andre mennesker, det nære. Kærligheden mellem forældre og børn, voksenkærligheden, barnefødsler. Alt det, som i sit væsen er kropsligt funderet og derfor i høj grad kunne forestilles at ligge lagret i kroppens reservoir. Et liv er ud fra vores målestok langt, mens et dødsøjeblik, som ordet siger, varer et øjeblik. Hvad er tid for en elastisk størrelse, hvis et liv kan komprimeres til 2-3 sekunder? Vision stiller mange spørgsmål, ikke mindst til den mekaniske indstilling til kroppen. Vi er også noget andet end krop og fysik, vi er også billeder og drømme.
|
Fletværk, 1991-92
Erindringsmodel til Det udstrakte Nu. - detalje
|
X - Fletværk
I ethvert nyt projekt, som Lisa Rosenmeier går ind i, lægges en research ud som punkter der skal udforskes og forbindes. Undervejs opstår der nye punkter, nye linjer, hvorfra der tages nye afsæt. Fra at være et lineært projekt bliver hvert projekt til som et fletværk, et tredimensionelt netværk af veje som man kan bevæge sig rundt i, og danne sine egne mønstre i. Rundt i netværker befinder fixpunkterne sig, om de så hedder lykke, kærlighed, erindring eller identitet. Det handler om en undren og en stadig spørgen til verden, som udforskes igennem et intermediært landskab. Et landskab, som inkorporerer det fysiske rum og dets særegne psykologi, som vi er stedt i, samtidig med at det udnytter computerens, lydens og videoens mulighed for at skabe samtidige rum. Ligesom mennesket eksisterer på flere planer samtidigt arbejder Lisa Rosenmeier i sine værker på at sammensmelte mentale og arkitektoniske rum.
|
Rød linie
Lyssætning af broen som forbinder Aalborg og Nørresundby
|
Med Rød Linie, lavet som et projektforslag til Aalborg, 2001, hvor opgaven lød på at lyssætte broen mellem Aalborg og Nørresundby, forbinder Lisa Rosenmeier de to byer med en lysende rød linie. Identiteten som én by, på trods af det adskillende vand, gives her udtryk som en blød, men dog stærk, rød tråd, der trækkes fra punkt til punkt - fra de to byers centrale mødesteder (billedlig talt deres puls) - fra Nørresundby Torv til pladsen foran Aalborg Hallen. Linien følger broen og accentuerer den, som symbolet på forbindelse og på sikker passage. Vi kender også udtrykket – at slå bro mellem mennesker. At trække en linie fra et punkt til et andet er første skridt i en kortlægning. I en forbinden af punkter, som kan tegne nye mønstre, vi kan se vores virkelighed reflekteret i. Man kunne tale om Lisa Rosenmeier som en sådan line-danser. Elvira Madigan bandt sine liner ud mellem træerne og dansede på dem i et øjebliks balanceakt mellem barndommens cirkus og voksenlivets farlige dans på kærlighedens æg, Lisa Rosenmeier trækker sine linjer i en udforskende kortlægning af identitet.
Det udstrakte Nu (Memento Projects) er Lisa Rosenmeiers hidtil største værk. Et arbejde, som strækker sig over mange år, og har mange tværgående undersøgelser bag sig. I Memento samler Lisa Rosenmeiers tidligere afsøgninger udi den menneskelige identitetsdannelse sig i et stort forgrenet net.
|
A temporal twin
Konstruktion set ude fra
|
A temporal twin
Konstruktion set fra den anden side
|
Det udstrakte Nu
Installationsview fra Nordjyllands Kunstmuseum
|
XI - Memento
Memento betyder husk. Memento pro vivis, ihukom de levende, memento pro de functis, ihukom de døde, og memento mori, husk du skal dø. Det er de første associationer jeg får ved Lisa Rosenmeiers titel på den store udstilling Det udstrakte Nu (Memento Projects), som indtil den 9. januar 2005 kan ses på Nordjyllands Kunstmuseum. Udstillingen handler om erindring. Om det faktum at vores verden, den menneskelige indre såvel som ydre verden i høj grad holdes sammen af erindringen.
Den handler også om den menneskelige kultivering eller såkaldt civilisering af omgivelserne. En civilisering, som er bygget op på myten om, at vores vestlige verden med dens kulturer og normer er den bedste og sandeste af alle. Kroningen af fortællingen om den vestlige verdens suverænitet er sket gennem Museet. Museet fortæller historien for eftertiden og museet giver os billeder af verden, som vi kan begribe den i. Billeder som vi tager som sandheden om os og de andre, men som mange teoretikere, forskere og kunstnere, heriblandt Lisa Rosenmeier, er begyndt at stille sig kritiske overfor.
|
Vision
Konstruktion set fra indgangssiden
|
Vision
Inde i konstruktionen
|
Vision
Memosubstanser
|
Værket A temporal twin, griber fat i myten om de ædle, uberørte vilde, som gennem mødet med den civiliserede kultur kan kan omskabes til rigtige mennesker. Her handler det om ulvepigerne Amala og Kamala, som efter hvad historien fortæller blev fundet i 1914 i en ulvegrotte i Indien. Rosenmeier vælger historien efter den har fået endnu et lag af bearbejdning, nemlig igennem Lars Noréns filmatisering af den, som hun klipper udvalgte sekvenser fra. Disse sekvenser; én hvor pigerne ses som sprogløse kravlende, og en scene, hvor den ene pige klippes, projiceres henholdsvis udenpå og indeni et stærkt duftende hus opbygget af lyserød sæbe. Civilisationens tempel, repræsenteret ved sæben, som skal gøre alt rent, afvaske udvendigt såvel som indvendigt mentalt smuds (vask din mund med vand og sæbe). Amala og Kamala er kun én af mange historier om såkaldt vilde børn. Gennem tiden har man fundet sådanne børn, og alt efter den skiftende tidsånd set dem som ædle vilde, endnu uspoleret af sprog og kultur, eller som uhyggelige påmindelser om det menneskelige dyb, før kristendommens fernis.
Værket er en barsk kritik og samtidig en filosofisk nysgerrig undersøgelse af, hvad et menneske egentligt er. Er vi kun alt det vi påføres og møder gennem vores opvækst i et civiliseret samfund, eller er vi også noget i os selv? Er vi bare inderst inde, nøgne og krybende som ulveunger, og kunne vi være blevet så ganske anderledes var vi udsat for en anden kulturel påvirkning?
|
Petrified experiences, 1999-2004
Installationsview 25 montrer
|
Tied to history
Mor og barnsbånd
|
Den kulturelle spørgen går igen i værket Petrified experiences som består af 25 vitriner med titler som Who has the right to history?, Every memory carries betrayel, How long does a thought last?, A safe ground for the self og Identity is always in plural.
I vitrinerne ligger forskellige objekter fra vores praktisering af kultur, genstande som på forskellig vis symboliserer vores kultur. Et hårnet, et brudeslør, et brystimplantat af silikone, en dukke støbt i læbestift. Til sammen kunne genstandene være punkter på en vestlige kvindelig tidslinie. Her er fødslens nummerseddel (Tied to history), barndommens dåbssæt, en rituel gave der markerer en religiøs overgang, her dukken af læbestift, som fortæller om den unge pige i dag; barn og dog alligevel på vej ind i en kulturel formning som kvinde, her er brudesløret med alt hvad det indebærer, og endelig montren med tåsedler fra de døde (who has the right to history?). Det er en barsk historie, hvor udgangspunktet er, at vi er bundet til en given historie, og afslutningsreplikken lyder, at kun få af os vil blive skrevet ind i historien som betydningsfulde (oftest vestlige hvide mænd).
Titlerne er hentet fra de mange interviews Lisa Rosenmeier egenhændigt har lavet med internationale forskere, lige fra hjerneforskere til filosoffer, og som man kan høre i værket Reconstruction, som er opbygget som en lydcollage af disse forskeres udsagn om den menneskelige væren i verden. ”The now is not punctual. The now has an extention or breath”, siger filosoffen Søren Harnow Klausen i et af disse interviews, og det er i høj grad denne tankegang, som Lisa Rosenmeier undersøger i sin udstilling. Hvad er det for et udstrakt nu vi lever i, et nu, som i sig rummer både fortid og en foregribelse af fremtiden?
Værket Reconstruction ligger således med hele sin filosofiske ballast som en matrice for udstillingen. Det er hertil, man kan vende tilbage, og lægge øret mod den sokkel eller platform vi går og står på, for at høre mere om, hvordan ting kan tænkes anderledes end på den måde, vi nu engang har lært det.
|
Montre 7 All stories can be told differently
Jakke med digitaltryk og hårbroderi
|
Montre 15 The base for future action
|
Montre 18 Every memory carries a betrayal
Rouge på print af familiefoto.
|
Montre 25 Who has the right to history?
Bundtede døds-tåsedler.
|
Lisa Rosenmeier er en særegen figur i dansk kunst, fordi hun lige fra begyndelsen har ønsket at samarbejde med forskere fra vidt forskellige videnskaber, det være sig lige fra den hårde naturvidenskabelige forskning, filosofien, neuropsykologien, lydkunsten, og digtekunsten i sine arbejder. På sin vis kan man sige, at Lisa Rosenmeier indbygger den køligt undersøgende filosofi i sine værker, således at værket på én og samme tid er værk og undersøgelse af værket. Man kan altså sige, at hun har taget højde for, at den moderne kunst, som Adorno skriver i Ästhetische Theorie, "har brug for den filosofi, der interpreterer (fortolker) den, for at få sagt, hvad den ikke selv kan sige, mens det dog kun siges af kunsten, idet den ikke siger det."
|
Reconstruction
Lydsokkel på Nordjyllands Kunstmuseum
|
Perhaps some day there will emerge something like a global memory, as the different parts of the world are drawn ever tighter together. But any such global memory will always be prismatic and heterogeneous rather than holistic or even universal. (A. Huyssen)
Museums write narratives. Everybody of course should have that right to their own history, to tell their own story. And yet the fact is, the dominant stories are mostly told by those who command the skill of storytelling and of story distribution and publication. Therefore one must pay attention to who articulates which history, from what postition and for whom. (A. Huyssen)
Our time is obsessed by the past because it has lost its vision of a future. (A. Huyssen)
Det udstrakte nu er gennemført af billedkunstner Lisa Rosenmeier i samarbejde med:
Musiker Lennart Ginman
Videoklipper Jeanette Schou Land
Guldsmed
Beklædningsdesigner Anne-Mette Sørensen
Digter Merete Pryds Helle
Kunsthistorikere Annemette Villumsen og Lene Roed Olesen
De interviewede i lydsokken ”Reconstruction”:
Lektor, dr.phil., Institut for Filosofi og Religionsstudier ved Center for Filosofi, Syddansk Universitet, Søren Harnow Klausen taler om tiden og det udstrakte nu. Nuet har en vis udstrækning eller en slags pusterum. Det er ikke et lille øjeblik, det er ikke et punkt mellem fortid og fremtid. Nuet er udstrakt, fordi nuet er dér, hvor begivenhederne finder sted.
Professor og hjerneforsker Jesper Mogensen ved Institut for Psykologi, Københavns Universitet, taler om identitetens afhængighed af erindringen. Hjernen og identiteten består af kombinationen af et bestemt genetisk materiale, og en kodet version af alle de oplevelser en person har haft gennem sit liv. Hjernestrukturen er under konstant og synlig forandring.
(Seniorforsker social etnolog fra Nationalmuseet) Inspektør mag.art., Nationalmuseet, Danmarks Nyere Tid - Lykke L. Pedersen taler om, hvorledes mennesker, samler på erindringsbærende genstande for at fastholde livet og tegne livshistorier, og derigennem at skabe identitet. Den biografiske diskurs udgøres således af de udsagn, former og skikke, der danner vores oplevelse.
Kunsthistoriker mag. art med speciale i museologi Vibeke Petersen taler om museet som erindringsbærer og dets betydning i en tid med øget globalisering. Museernes karakter har ændret sig, fordi vi er blevet bevidste om, hvordan vi beskriver og analyserer objekterne. Alle objekter fortæller forskellige historier, og i dag er vi blevet opmærksomme på, at historierne er forskellige.
(ART & LANGUAGE) Billedkunstner Lawrence Weiner, bosiddende i New York taler om kunst som kunst - og om kunst som en integreret del af samfundet. I sidste ende er kunst kunst, uanset hvilken definition hver kultur, og hvilken som helst kultur, tilskriver den.
Dr.phil., Villard Professor ved German & Comparative Literature, Columbia University, New York, Andreas Huyssen taler om, hvorledes fortiden er til stede i vores kultur i dag. Historie er altid skabt ud fra særlige interesser. Objektivitet må være det ledende ideal i enhver historisk eller erindringsmæssig undersøgelse, imens den i realiteten er en teoretisk umulighed.
Professor, Ph.d. Peggy Phelan, Department of Drama, Stanford University taler om identitet i en global kontekst. Man prøver at forstå subjektivitetens rolle i et felt, hvor nationalitet ikke længere kan tages for givet. Det er sammenfletningen af det personlige og en omfortolkning af det politiske, der vil påvirke fremtidens nye kunst.
|
|
|
|
