|
Portræt – Signe Guttormsen
|
|
|
Iscenesatte handlinger
Om Signe Guttormsens kunstneriske værk
Uddrag af Melitta Klieges tekst fra kataloget til udstillingen Med Ryggen mod Fartretningen på Horsens Kunstmuseum.
|
Signe Guttormsen
Fotograf: Norbert Broecheler
|
To the End of the World, 2006, detalje, 270 x 750 cm, akryl på træ
|
|
Ikke alene objektkarakteren af Signe Guttormsens billeder, men frem for alt anvendelsen af malematerialet gør én ting klart: Guttormsen er ikke maler. Godt nok bruger hun maling, men hendes kunstneriske interesse er ikke rettet mod maleriet; hendes billeder opstår ikke ud fra en malerisk tænkemåde. Valget af materiale korresponderer ikke med de for malerigenren typiske, hvor kunstneriske midler transcenderes til et skildrende indhold.
|
To the End of the World, 2006, detalje, 270 x 750 cm, akryl på træ
|
|
Ej heller behandles temaer, som er specifikke for maleri, f.eks. den kunstteoretiske problemstilling, der beskæftiger sig med betingelserne for gengivelsen af virkeligheden ved hjælp af farve, hvilket indebærer at den farvemæssige fremtoning på objekternes overflade ikke er konstant, lige så lidt som lys og skyggevirkninger samt reflektioner fra omverden er det. En analytisk og systematiserende omgang med farve eller beskæftigelse med dennes perceptionspsykologiske virkning – ifølge BauhausÂ’ farvelære – og dermed overvejelser om, hvordan det konkrete maleri bliver til billede, er heller ikke relevant.
|
Papirarbejder, 2005
Fotograf: Markus Abeling
|
|
Og lige så lidt som Guttormsens kunst er et bidrag til det monokrome maleri, lige så lidt behandler den farven som et mål i sig selv. Disse værker kan netop ikke forklares ud fra et tilhørsforhold til eller som et bidrag til bestemte kunstgenrer, en kategori, som alligevel ikke er aktuel for nutidigskunsten. Værkerne får snarere betydning gennem den realisme, som anskueliggørelsen af handlingsforløbet indebærer.
|
To the End of the World, 2006, 1. del, 250 x 350 cm, akryl på træ
|
|
Guttormsen begyndte sit studium ved Kunstakademiet i København og afsluttede det i Amsterdam. Hendes arbejde har siden slutningen af 1980Â’erne udviklet sig i en række af værkgrupper, som tydeligt kan skelnes fra hinanden. Disse grupper er, hvad form og tid angår, ganske vist afgrænsede, men griber ind i hinanden gennem fælles tekniske procedurer og motiveringer, og er også gennem valget af ens materialer indbyrdes forbundet. Tilsyneladende er værkerne sammensat af overskuelige komponenter, billedfladen af træ eller aluminium, som kan være grundet, og billedet , som i begyndelsen består af et sort/hvidt foto og senere af maling.
|
Biler, 1990, 30 x 40 cm. sort/hvid fotografi på barytpapir
|
|
Til grund for værkgrupperne ligger et konstruktivt koncept, hvor materialer og procedurer fastlægges i forvejen. Konceptet er gyldigt for kunstneren, indtil værkprocessen synes at blive for kontrolleret og mulige variationer udtømte. Det definerede konstruktionsprincip, ”rammen” som Guttormsen sætter, er samtidig handlingsmodel for den respektive værkgruppe.
|
Hotel, 1989, 30 x 40 cm. sort/hvid fotografi på barytpapir
|
|
Guttormsens kunstneriske løbebane har fra begyndelsen været kendetegnet af en skepsis over for entydige værkbegreber. Det ytrer sig først og fremmest i den kunstneriske hensigt at ville forbinde billede og objekt. I de tidlige værkgrupper Hotel (1989) og Biler (1990), der består af sort/hvide fotografier, gør hun nøgternt status over formløsninger i rumlige situationer: Man ser korridorer, lobbyer og hotelværelser eller displays i bilsaloner.
|
Hotel, 1989, 30 x 40 cm. sort/hvid fotografi på barytpapir
|
|
Til en udstilling monterer hun fotopapiret på skumplade og giver på den måde billedet objektkarakter. I denne præsentation udvider hun endnu en gang billederne til en kunstnerrelateret installation, idet hun først definerer farvede flader, fordelt associativt på væggen, for derefter at placere sine objekter. Allerede her inddrager kunstneren sig selv som aktør i sit værk, gør sig selv til præsentationens midtpunkt og udvider, hvad indholdet angår, arrangementet med en ekstra accent. Hun konfronterer de sort/hvide fotos som øjebliksbilleder med de farvede flader som tidløst element.
|
Tracks, 1992, 200 x 86 cm, akryl og fotoemulsion på aluminium
|
|
Forestillingen om at samle malegrund og fotografisk motiv, materiale og billede, og lade dem smelte sammen ved at forene dem til én og samme sag, førte i 1992 til værkgruppen Tracks. Guttormsen fordeler en lysfølsom emulsion på aluminiumplader i højkantsformat og belyser sine negativer direkte på pladerne i små sekvenser bestående af tre optagelser. Bagefter fremkalder hun optagelserne, idet hun kontinuerligt hælder kemikalier over de to meter høje billedflader. Påfaldende ved disse arbejder er affiniteten mellem motiv og materiale: Billederne, som hun har fastholdt med kameraet, består af uanselige motiver; det er bremsespor på en landingsbane, en gulvnische med afløb i et brusebad, pudset murværk eller mekanikergraven i et autoværksted. De ligner den plettede struktur, som påføringen af den flydende fotoemulsion har efterladt, og hvis grove fordeling forbliver synlig. Med den lysfølsomme masse præges fotoet i dets materielle grund; spor af arbejdsprocesser, der er fastholdt i fotoet og reale værkprocesser krydser hinanden.
|
Tracks, 1992, detalje, 200 x 86 cm, akryl og fotoemulsion på aluminium
|
|
Helt afgørende for Guttormsens videre værk er frem for alt den egentligt improviserede tekniske fremgangsmåde i hendes fotografiske fremkaldelsessproces. Metoden at hælde fremkaldervæske ud over det lysfølsomme underlag, her billedfladen, er fremtvunget af billedets store format, og netop dette gør hun til kunstnerisk handlingsprincip; med en almindelig praktisk fremgangsmåde i værkprocessen får hun adgang til den hældemetode, som er blevet hendes kendetegn.
|
Fra udstillingen Pladsholder, Ribe Kunstmuseum, 1995
|
|
I værkgruppen Standard (1995) arbejder hun fortsat med en lysfølsom emulsion, men nu uden kamera og uden fotografisk motiv. Som malegrund for små arbejder i formatet 33 x 36 cm – næsten fotostørrelse – vælger hun en multiplexplade, bearbejder dens overflade og grunder den med gul akrylfarve, som hun overmaler med klar lak. Derpå følger en kortvarig proces, som har karakter af en interaktiv handling. Mens træpladen står lodret op af væggen, hældes den flydende fotoemulsion fra den øverste kant ned over fladen. Strømmen af væske stoppes, når kunstneren vender pladen horisontalt. Emulsionen der til at begynde med var hvid, bliver mørk på grund af dagslyset, hvorved de sorte nuancer vil variere alt efter hvor tykt emulsionen er hældt på. Der opstår billeder, hvor arbejdsprocessen forbliver synlig, og som gennem deres ekstremt glatte overflade samtidig spejler de reale omgivelser. Guttormsens belysningsprocesser fører til billeder, der tilmed også dokumenterer omgivelserne.
|
Standard LXIV, 1995, 33 x 36 cm, akryl og fotoemulsion på træ
|
|
For nylig er der sket et skift i Signe Guttormsens kunstneriske udvikling, hvor hun reviderer Matskive-billedernes opnåede perfektion, og med ny erfaring introducerer hun i 2004 nye metoder med værkgruppen Showdown. Hun vender tilbage til træpladen som malegrund for sine hældninger, som hun nu delvis laver med impulsive håndbevægelser. Desuden betoner hun farveforløbet stærkere, idet hun undervejs ændrer den brede farvestrøm til enkelte dråbestreger. Som noget nyt saver Guttormsen indsnit i træpladen. I begyndelsen er der – som i arbejdet Lady Stripes – kun enkelte indsnit i kanten, snart saver hun hele takker ud af den.
|
Showdown (Lady Stripes),2004, 71 x 78 cm, akryl på træ
Fotograf: Thorsten Kern
|
|
Derved betones ikke kun objektkarakteren i hendes arbejder, men også den vigtige handlingsreference, der karakteriserer hendes kunstneriske ståsted, fremhæves i sin helhed. Her er det bemærkelsesværdigt, at handlingsforløbene henviser direkte til hendes oprindelige ageren og på den måde bliver en demonstration af fremstillingsmetoden. Kunstneren giver netop ikke værkprocesserne en billedlig funktion, hvormed disse eksempelvis i form af efterladte spor kunne manifestere sig som tegn for forgængelighed. Hun bevarer dermed den helt konkrete og umiddelbart praktiske betydning af sine arbejdsmetoder, hvor disse kun henviser til sig selv.
|
Showdown (Danger Over), 2005, 35 x 42 cm, akryl på træ
Showdown (Always Close), 2005, 121 x 93 cm, akryl på træ
Fotograf: Markus Abeling
|
Fra udstillingen Jedes Mal ein anderes Mal, Kunsthalle Bremerhaven, 2005
Fotograf: Markus Abeling
|
|
Efter at kunstneren i lang tid har beskæftiget sig med farve som visuelt aspekt, giver hun sig nu i kast med det skulpturelle, fordi hun her råder over alle mulige håndværksmetoder. Mens hun saver indsnit i billedkanten i Showdown-arbejderne, skiller hun i den følgende værkgruppe Am falschen Ort sine billeder fuldstændig ad, for derefter at sætte delene sammen på en anden måde.
|
Am falschen Ort (Gunilla), 2006, 84 x 122 cm, akryl på træ
|
Am falschen Ort (Alice), 2006, 33 x 40 cm, akryl på træ
|
|
Aktiviteten at save og sammenføje fører hende til sidst til en ny billedform, vægobjektet To the End of the World, som er sammensat af mange dele. I dette vægobjekt indføjer Guttormsen en hel række forskellige bearbejdninger. De grove limtræsplader fræses, saves, brækkes, slibes og beklæbes. I tilslutning til den slags praktiske arbejdsformer bliver en materialebetonet påføring af maling tydeligere. Igen her hælder hun malingen, men også transparente lakker ud over træpladerne. Alle disse bearbejdningsformer står for sig selv, de er relikter af arbejdsprocesser og henviser således til den skabende værkproces. De reflekterer fremstillingsforløbet og kunstnerens handlemåder.
|
To the End of the World, 2006, detalje, 250 x 350 cm, akryl pĂĄ træ
|
|
Guttormsens foretrukne indgriben viser sig igen i titlen på en udstilling i Galerie Barbara Oberem (Bonn, Tyskland), hvor hun har præsenteret dette værk: Kollen, mönnen, dögen, sürfen, mollen, wüssen. Her kædes ikke bare modalverber og dermed handlingspotentiale sammen, men også denne gang går kunstneren operativt til værks og bytter om på begyndelsesbogstaverne. Forbindelsen mellem billede og malegrund forekommer i dette værk at være selvindlysende og ikke et spørgsmål om en todeling, og alligevel karakteriseres dette handlingsrelaterede vægobjekt netop ved dets visuelle moment. Kendetegnende for dette værk, som er sat sammen af et antal standardiserede limtræsplader, er balance og dermed et billed-kompositorisk element. Det er afbalanceret dels i selvstændigheden og dels i samhørigheden i de enkelte dele. Gennem opskæring af pladerne bliver det tydeligt, at åringen i træet lapper over flere steder, og alligevel har hver del en specifik behandling, som den ikke deler med de tilgrænsende stykker. Afbalanceret er også farvernes fordeling og variationerne i behandlingen.
|
To the End of the World, 2006, detalje, 270 x 750 cm, akryl på træ
|
|
Kunstneren selv er markant til stede – og på denne måde sluttes ringen fra den tidlige fotoserie Hotel til dette helt aktuelle værk: I sine hotelfotos optrådte hun selv forklædt, som Cindy Sherman gjorde det, og nu træder hun igen frem af materialets anonymitet som aktør.
|
To the End of the World, 2006, detalje, 270 x 750 cm, akryl på træ
|
Oversættelse til dansk af Kirsten Marie Raahauge
Melitta Kliege er kunsthistoriker og udstillingschef på Neues Museum Nürnberg
|
|
|
