Af Flemming Jespersen
Sophia Kalkau er en af landets mest betydningsfulde yngre billedhuggere. Hun kendes især for de minimalistiske og meget præcise hvide skulpturer, der minder om hverdagsagtige ting som æg, kugler, perler, hårnåle og terninger. Sophia Kalkaus store gennembrud kom i 2006 og 2007 med to udstillinger i henholdsvis Malmö Konsthall og på Ny Carlsberg Glyptotek i København.
Sophia Kalkau er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i skulptur i 1996 og som cand.phil. i kunstteori fra Kunsthistorisk Institut i 1984. Hun har endvidere udført flere udsmykninger, heriblandt Månens Kvadratur på Kunstakademiets Arkitektskoles Bibliotek. Hun har desuden som forfatter, udgivet digtsamlinger, essays og kunstteoretiske skrifter. Kalkau har modtaget flere hæderslegater, som Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat i 2001, Astrid Noacks Legat i 2004 og Eckersberg Medaillen i 2008.
Horizontal Red, 2008
Udstillingen Dog and Die i Kunsthallen Brandts fokuserer på fotografiske værker og skulpturer, der spænder over en 10-årig periode. Udstillingen sætter fokus på det kropslige, det rumlige og det utopiske. Fortæl om nogle af dine tanker og ideer bag denne udstilling?
Min udstilling på Brandts er tænkt som en vandring gennem værker der kredser om erindring, krop og rum, om forandring og forvandling. Værker/arbejder der afsøger feltet mellem objekt og billede mellem det åbenlyst, fysiske tilstedeværende objekt og det gådefulde simulerede billede. En fællesnævner for arbejderne er at de gå tæt på den kropslige erkendelse, stiller grundlæggende spørgsmål, som fx. hvornår er noget tilstede? Værker der som instrumenter forsøger at kvalificere ens spørgen.
Udsnit fra Dog and Die, Kunsthallen Brandts, 2008
Udstillingsrummet, søjlerummet 2.sal, har jeg set som en stor åben mark, jeg har ladet rummets murede vægge danne rammen. På marken har jeg sat syv hvide læhegn op, hvoraf to har volumen som et par hvide skure. Hegnene spænder lige akkurat over to søjler, på nær et, og er dermed relativt korte, hvilket giver beskueren mulighed for at komme ind på værket fra siden og bag om. Som helhed giver opstillingen et stort spillerum for synsvinkler. Ideen var at få udstillingsrummet til at fremstå indbydende, lokkende, let og enkelt og samtidigt overraskende komplekst.
Dance Beads, 2008
Dine værker er ikke på nogen måde højtråbende og kulørte. Men snarere stille og alvorsfulde. Det kræver måske en ekstra opmærksomhed og indlevelse fra publikums side?
For mig handler kunst om forvandling, at flytte materiale fra et stof område til et andet, i vellykkede tilfælde er der vitterlig tale om en forvandling. Jeg kan selv godt lide kunstværker, hvor der er plads til mig som beskuer, værker jeg kan knytte an til eller forsvinde ind i, værker der kan åbne sig for mig. Kunstoplevelse handler i høj grad om empati både fra kunstnerens og publikums side. Kunstværker kan danne indgange til verdenen, menneskeheden, historien, livet, døden, øjeblikket.
Med hensyn til opmærksomhed og publikum, tænker jeg at man kan stå på en kasse og råbe højt og ingen hører en, og man kan spille tre toner på en fløjte og salen bliver stille... Man må forsøge sig og være trofast mod sit stof. På udstillingen, i mine værker forsøger jeg at skærpe sansen for selv små tings store betydning. Måske er det også derfor at jeg har kaldt min udstillingen for Dog and Die. Hund og terning eller hund og død.
Dog and Die, 1998-2008
Eggs, 1999
Har dialogen med andre kunstnere og publikum stor betydning for dig?
Ja, såvel korrespondancen med de levende, som de dødes værker. Intet menneske er en ø. Og selvfølgelig bliver jeg glad, hvis et publikum værdsætter mit arbejde. Men væsentligt for mit videre virke er dialogen med kolleger eller fagfolk, jeg kan godt lide at diskutere kunst med andre, møde andre synsvinkler og synspunkter, andre strategier. Jeg har rigt udbytte af lange, endeløse samtaler med ældre og yngre generationer, i kunsten er man uden alder. Men når jeg arbejder ryster jeg min pels og vender ryggen til fortrænger, hvad jeg hørt...
Vase, Another Way of Watching, 2007
Dine værker har referencer til hverdagen, men også fra den store kunsthistorie. Hvor henter du inspiration fra?
Der er mange store stjerner der blinker på min himmel, hvis jeg skal nævne i flæng, Louise Bourgeois, Rebecca Horn, Eva Hesse, Brancusi, Giacometti, Beuys... jeg rejser gerne langt for at se udstillinger med de kunstnere. Alene Beuys tegninger kan føde en verden i mig, hans tegninger er så forunderlige gådefulde, poetiske, præcise. Fra jeg var barn har jeg været tiltrukket af de ældste kulturer, ægypterne, kineserne, etc og senere har jeg opsøgt samlinger af ægyptisk og kykladisk og kinesisk kunst overalt. Af de nulevende yngre kunstnere har jeg især været optaget af Mathew Barney, Pipilotti Rist, Eija-Liisa Ahtila, Sophie Calle, Francis Alÿs, Kara Walker, William Kentridge... På den danske kunstscene holder jeg nok allermest af at se på Willumsen, ham bliver jeg aldrig færdig med. Der er et enormt spænd i Willumsens arbejde, Aftensuppen er et mesterværk i dansk kunst. Min vase, Another Way of Watching, er et forsøg på at nærme mig et andet af hans hovedværker, Familievasen, om end det nok er et mellemværende mellem ham og mig og etruskerne.
Top Suite a, 2007
Top Suite b, 2007
Dine lyse, enkle og meget præcise geometriske skulpturer har mange relationer til tressernes kølige minimalisme, men værkerne har samtidig en poetisk og romantisk dimension. Tilsyneladende forener du to meget forskellige udtryk?
Måske ville Judd korse sig, hvis han så hvordan jeg drejer, flytter, rykker hans stringente, skelsættende, banebrydende værker og måske ikke... Eva Hesse arbejde med andre strategier, ved at inkludere det sære, rørende og gribende, humaniserede hun på sin måde minimalismen, fjernede den fra det rigide. Siden jeg var helt lille har jeg oplevet at kunst taler direkte til mig og gamle håndgjort møbler gjorde og gør det for den sags skyld stadig. Kunst taler direkte til kroppen og sanserne, til bevidstheden henvender sig, kalder på min opmærksomhed, vil have mig til at gøre dette og hint... I mit arbejde fører jeg en dialog tværs gennem tiden og mellem modsatrettede udsagn, felter og poler. På en udstilling forsøger jeg at samle trådene. I vellykkede tilfælde kan der opstå et rumspil, en syntese, indgange, en åbning af fladen...
Mops, 2008
Mops, 2008
Din nye udstilling indeholder et stort antal fotografiske værker, dels processuelle fotos af frisurer og dels skulpturelle fotos af draperede kvindefigurer. Kroppen spiller en stor rolle i din kunst, og som de kvindelige performancekunstnere lægger du selv krop til dine fotografiske værker. Ser du dig selv som en del af den feministiske kunst?
Jeg er først og fremmest et skabende væsen, der har et køn. Om jeg er en del af en del af noget større, en bevægelse, må andre afgøre.
Folds, 2008
Hvad der slår mig ved mødet med dine værker, er også den håndværksmæssige præcision i udførelsen ned i mindste detalje. Jeg oplever dine værker som udpræget delikate i ordets mest positive betydning. Æstetik må spille en stor rolle for dig?
Jeg forsøger at være så præcis som overhovedet muligt i det værkerne udsiger. I det præcise og krystalklare findes et rum til at lette et svæverum, det er det jeg tiltrukket af. I det konsekvente og koncise kunstværk findes en åbning, en indgang til verden, til øjeblikket. I det afsluttede findes en åbning, det er et paradoks. Det er det, jeg er optaget af. I mit arbejde forsøger jeg at skabe objekter der kan vedblive at glide mellem bestemt og ubestemt, minde en om noget man tror man kender og så alligevel ikke... En art tilsynekomster, koncentrater af nærvær. På udstillingen Dog and Die har jeg forsøgt at skabe et spændingsforhold mellem stram formel form og fortælling. Jeg er interesseret i spændingsforholdet mellem det at holde igen og slippe... At noget bliver til for øjnene af os.
Glyptoteket, 2007
I det sidste spørgsmål vil jeg spole tiden tilbage til begyndelsen. Hvad fik dig til at gå ind i kunstens verden?
Mit umiddelbar svar vil være stor lyst lysten til at intensivere oplevelsen af at være i live, og et grundlæggende behov for at give tilbage til livet, jeg tænker jeg har en gæld, en forpligtigelse.
I det skabende findes et frisættende punkt hvor egoet forsvinder og man forbinder sig med verdenen, med menneskeheden, med kunstens lange historie, rækken af kunstnere der kom før en og dem der følger efter. Det er et euforiserende sted, frydefuldt og skræmmende.
