Privatlivspolitik
Til kunstportalen KunstOnline.dkKunstOnline.dk - find kunstmuseer mm.KunstOnline.dk - find gallerier

Kunsthistorie 1870-1905

1300-1600    1600-1770    1770-1870    1870-1905    1905-1940    1940-1970    1970-2010


<
Kunstnerindeks
J.F. Willumsen
Født 1863 København, Danmark; død 1958 Cannes, Frankrig

J.F. Willumsen hører blandt de mest grænseoverskridende danske kunstnere. Han arbejdede inden for mange medier, som maleri, grafik, fotografi, keramik og arkitektur og søgte konstant nye udfordringer. Willumsen eksperimenterede med nye udtryk og skiftede stil flere gange i karrieren som strakte sig over mere end 70 år.

Willumsen blev uddannet på Kunstakademiet i 1881-85 og herefter på Kunstnernes Studieskole hos Laurits Tuxen og P.S. Krøyer. Han debuterede på Charlottenborg Forårsudstilling i 1884 og var medstifter af Den frie Udstilling i 1891. Efter studierne tog han en studietur til Spanien og Frankrig i 1889 og bosatte sig i Paris og Bretagne i 1890-94, hvor han bl.a. lærte Paul Gauguin at kende.

I 1890 malede han under stor indflydelse af Gauguin sine første symbolistiske billeder i Pont-Aven i Bretagne. Blandt de tidlige hovedværker fra 1890´erne hører det monumentale billede "Jotunheimen", 1892-93 (J.F. Willumsens Museum) med en imponerende relief-ramme i træ, emalje og kobber, samt "Familievasen, faderen, moderen og det nyfødte barn", 1891 (Kunstindustrimuseet). Som arkitekt tegnede han i 1896-97 Den frie Udstillingsbygning, som kunne åbne i 1898.

Willumsen udviklede efter århundredskiftet sit symbolistiske udtryk i en mere ekspressionistisk retning. Blandt hans kendteste billeder fra denne periode hører "En bjergbestigerske", 1904 (G.A. Hagemanns Kollegium) og "Sol og ungdom", 1910 (Göteborgs Konstmuseum).

I 1910´erne tog han på flere studieture til Spanien, Italien, Tunis og Grækenland, hvor han bl.a. studerede værker af den store græsk-spanske maler El Greco, hvis dramatiske brug af lyset gjorde et stort indtryk på Willumsen og han udviklede nu endnu mere intense og dramatiske billeder med rene og klare farver.
Hans hovedværk fra dette tiår er "Aftensuppen", 1918, som Willumsen selv beskrev, som et af hans bedste billeder. Fra 1916 bosætter han sig fast i Sydfrankrig, i Nice 1916-42, i Cannes 1942-54 og i Le Cannet 1954-58.

I 1923, ved hans 60-års fødselsdag, fik Willumsen bestilling på Det store Relief, som blev afsløret i 1928. Relieffet blev udført i flerfarvet marmor, stenarter og forgyldt bronze og har seks store figurer og et større antal mindre figurer.
De første skitser og forarbejder går tilbage til 1893, hvor han arbejdede på et relief til en bar i Chicago, som dog ikke blev realiseret. Det Store Relief er deponeret af Statens Museum for Kunst på J.F. Willumsens Museum. Værket er blevet valgt til Kulturkanonen for billedkunst.
Kanonudvalgets begrundelse lød:
"Tilbage i Paris tænkes relieffet i forbindelse med en bar, han beskriver oven i købet baren, de groteske musikanter, de eksotiske skitser, det negativt ladede og det positivt ladede, er en del af værkets kompleksitet.
Om han selv erkendte det absurde i projektet, er tvivlsomt, han har skabt sit eget rum, ikke kun i kunsten, men også om sig selv, jeg skal ikke tolke hver figur symbolsk, det kan læses flere steder, men blot beskrive karakteren.
Der er fire store figurationer, som hver består af to figurer, en dualisme, + og -, de tre er mand og kvinde, den største to halve mænd, formentlig et dobbelt selvportræt, alle figurerne er klart og præcist modelleret som helheden i en ornamental dekorativ stil, baggrunden er et fladt relief med mænd og kvinder i manierede forvredne stillinger, forneden vandrer dette motiv ud som forgrund og danner hele figurer, her bindes relieffet sammen af et vand- og planteornament, det hele er sat op på en mørk marmorvæg og danner hermed sit eget rum, men kunne også være bygget ind i arkitektur som hans barer i Chicago.
Jeg betragter værket med alle sine konflikter, med sine indbyggede svagheder, og dets egensindige skaber, der med dette værk skabte sig et punkt uden for tid og sted, som er uomgængeligt for alle, der lever og lider med kunsten."

I 1930´erne arbejdede Willumsen ofte i Venedig. Her malede han en lang række stemningsfulde og farvestærke billeder. Desuden malede han tre store selvportrætter, som han kaldte for "Trilogien Tizian døende". De skildrer hans egen død og genopstandelse og regnes blandt hans vigtigste værker.

Willumsen havde i flere år arbejdet på at skabe et museum i Danmark for sine egne værker. Han skænkede i 1947 hele sin omfattende samling til den danske stat, men først i 1957, året før hans død, åbnede J.F. Willumsens Museum i Frederikssund. Willumsen, der boede i Sydfrankrig, nåede aldrig selv at se museet. Han var på det tidspunkt 93 år gammel og for syg til at klare den lange rejse til Danmark.